I anledning Emma Kjær Madsens første roman har forfatterstudiet fått gjøre et intervju med henne om skriveprosess, samarbeid med forlag og om hva forfatterstudiet har betydd:

Hvordan har arbeidet med debutboka vært? (fra starten av?)

Jeg troede min første bog skulle blive digte, men jeg var for autoritetstro, så da jeg blev påbudt at ”skrive en roman på en måned” i forbindelse med et prosaforløb på Forfatterstudiet i Bø, gik jeg i gang med den tekst, som nu er blevet til ’Spontan selvforbrænding’. Men det tog så klart ikke bare en måned. Det har taget mig cirka fire et halvt år, inklusiv det år, hvor jeg kun skrev digte og havde rodet manusset væk i en misc. dokumentmappe, i en anden dokumentmappe, i en tredje mappe på skrivebordet til min pc. Heldigvis fandt jeg det igen, da jeg begyndte på andet-året i Tromsø – og der tog jeg en alvorlig snak med mig selv om, at nu måtte jeg holde fast på projektet, uanset hvor dårligt det blev.

Om processen kan jeg også sige, at mit første udkast i Bø kun lod sig gøre gennem et produktivt benspænd, som jeg gav mig selv: Jeg ville efterligne en anden roman, nemlig Jean-Philippe Toussaints ’På badet’, der er en meget fransk, meget kort og minimalistisk roman fra 1985 uden det store drama i plottet, men med et matematisk plot-twist-gimmick. At falde ”ned til efterligningens niveau” var noget af det mest produktive, for selvfølgelig kommer det jo aldrig til at ligne, skriften bliver altid noget andet, og det hjalp mig at tænke, at jeg bare skulle efterligne, og at det godt måtte være fuldt af kliché og gentagelse. Sidenhen er netop klichéer og efterligning blevet kernen i poetikken rundt om ’Spontan selvforbrænding’.

En del af skriveprocessen handlede for mig også om at give slip på alle de forestillinger jeg havde om, hvad jeg skulle skrive: Først skulle jeg skrive digte, sidenhen skulle prosaen være kort og rumme tusind plateauer, så måtte bogen ikke blive længere end 113 sider, osv. Først da jeg havde Christina Hesselholdt som mentor på det sidste år i Tromsø, gik det på ægte op for mig, at teksten opførte sig som en roman, fordi hun insisterede på at jeg måtte udvide rummene.

Noget af det vanskeligste ved at skrive på det samme i 5 år har været at blive ved med at forpligte sig på den henvendelse, som teksten oprindeligt udsprang fra. For at holde det ud, hjalp det at introducere alle mulige små sidespor i teksten, som udelukkende udsprang fra mine egne interesser i livet ved siden af teksten. På den måde kom Dolly Parton til. Hun blev faktisk den helt store redning i 2019, mens titlen, som også er et tema inde i romanen, var noget af det sidste, som kom til. Jeg husker en undervisningssituation, hvor en læser, jeg tror det var Morten Wintervold, sagde noget a la: ”Vi har både pengene, Dolly Parton, spillemaskinerne, overfladerne, overtroen og det fugtige klima – nu må du ikke introducere flere ting, Emma”, og så måtte jeg fortvivle tilbage til den gamle, begravede henvendelse.

Forfatterstudiet fungerede som den vigtigste støttepædagog og bedste ven i to år. En der kunne hanke op i mig når jeg cirkulerede, og en der strøg mig langs med hårene, når tvivlen blev for stor. Jeg kommer ikke til at skrive noget nogensinde igen, der har haft så mange læsere med undervejs i processen. Det er et enormt privilegium. Jeg ville have skrevet en ’tak til’-liste på bogens sidste side, men når jeg talte alle dem, som har læst uddrag fra materialet, både i løbet af de to år i Tromsø og fra prosaforløbet i Bø, fik jeg det til 49 navne. Det blev til en hel side fuld af tak til. Og derudover blev jeg pludselig usikker på, om det kunne komme til at virke undergravende for min egen andel i arbejdet. Jeg ved det ikke, eller selvfølgelig er det ikke undergravende, det havde sikkert virket radikalt med en ”Tak til *49 navne*” – og det ville være mere sandt, for bogen er jo blevet til gennem alle de læsninger.

Hvordan har utgivelsesprosessen foregått? (kontakt med forlaget, redaksjonelt og ellers)

Udgivelsesprocessen har været eksplosiv og lidt som en drøm, og retrospektivt bryster jeg mig også af, at jeg fandt min egen vej til den.

Da tredje-året i Tromsø sluttede, havde jeg en del arbejde skåret ud for mig post eksamenslæsningerne og post ”udvid, udvid, udvid!”. Derudover havde jeg virkelig svært ved at vurdere, hvornår det jeg havde skrevet var godt nok til at blive sendt til et forlag. Jeg var på dagpenge og herigennem søgte jeg en virksomhedspraktik hos Forlaget Escho, som jeg altid har været kæmpe fan af. Der var noget heldigt med timingen. De manglede på lykkelig vis flere hænder, eller øjne at læse med i redaktionen. Så jeg mødtes med Anders, der er Eschos forlægger, for at forventningsafstemme omkring praktikken, og henimod slutningen af mødet indskød han, at han da også gerne ville læse mit manuskript, hvis jeg havde lyst til det. Jeg blev hamrende nervøs og kom automatisk til at tale mit manus helt ned i graven, hvorefter Anders, sådan fra en forfatter til en anden, foreslog, at jeg lagde projektet på hylden en stund og begyndte at skrive noget nyt. Den idé forekom mig umulig og den katalyserede at jeg gik hjem og rettede det hele igennem en gang til. Og så hen imod slutningen af praktikken sendte jeg det til ham. Det er så først herfra processen blev eksplosiv og drømmelignende: Escho antog romanen og hurra det, for jeg havde jo allerede set forlaget lidt indefra og kunne mærke, at jeg resonerede med dets litteratursyn og idealer; ønsket om at ville teksten det bedste, målet om at kaste lys på historiens oversete og kulørte litteratur og kærligheden til det skæve og unaturlige. Det gav mening. Resten af arbejdet har kørt hundrede procent glasnost. Jeg har haft medbestemmelse hele vejen og bogen er forblevet tro mod den selv.

Hvilke erfaringer fra Forfatterstudiet tar du med deg når du skal fortsette å være forfatter?

Tromsø gav mig så mange erfaringer, men læsningen har betydet noget særligt. Formen i Tromsø er grundig og langsom. Vi havde god tid til at læse hinanden, og jeg har aldrig læst bedre end efter to år på studiet. Det er benhårdt på det punkt. Som elev bliver man stillet til ansvar for hinandens tekster, og når jeg skal være noget for andre, vokser jeg med ansvaret. Den gentagelse mellem hver samling – at læse hinanden for at prøve at forstå hinanden, at mødes og gøre sit bedste gennem en omsorgsfuld og kritisk læsning.

Forfatterstudiet gratulerer med romanen og boken kan altså allerede kjøpes i bokhandelen (på nettet)

“Om romanen skriver forlaget: I Spontan selvforbrænding møder vi den unge Ester. Hun er rejst til den sydengelske kystby Brighton for at studere fotografi og realisere sig selv. Med sig har hun statens uddannelsesstøtte og sit kamera, derhjemme venter hendes kæreste. De er begge forelskede i Dolly Partons musik og denne binder dem sammen på tværs af landegrænserne. Ester prøver, hun kan altid tage hjem igen, og livet i feriebyen drager hende til sig, nye venskaber og vaner sætter sig i hendes krop og slår gnist. En omsmeltning virker uundgåelig.”