Som vanlig publiserer forfatterstudiet intervjuer med tidligere forfatterstudenter når de kommer med sin første skjønnlitterære bok. Denne gangen er det Ingvill Kjærstein som debuterer med romanen Austvestpassasjen. Det blir lanseringsfest på Kafé Hærverk i Oslo 5. mars klokka 19, og alle er hjertelig velkomne!
Våre tre spørsmål:
Hvordan har arbeidet med debutboka vært (fra starten av)?
Eg byrja å skrive denne romanen i 2018, symptomatisk nok på ei reise austover. Nærmare bestemt på nattbussen mellom Osaka og Tokyo. Eg hugsar det var mørkt i kupeen og at alle dei andre passasjerane sov, så eg skrudde ned lysstyrken på skjermen min og byrja å skrive så stilt som råd. På det tidspunktet hadde eg ikkje skrive skjønnlitterært sidan skriveoppgåver på skulen. Eg var student ved eit japansk universitet, og var ein del av eit internasjonalt miljø. I kvardagen veksla eg mellom å kommunisere på japansk og engelsk, og eg jobba med ei masteroppgåve på japansk. Dei einaste gongane eg brukte norsk var på Skype. Den språklege vekslinga gjorde meg på ein paradoksal måte språkfattig. Skrivinga var som å finne opp språket på nytt. Korleis kunne eg uttrykke noko ekte?
Tidleg i prosessen byrja eg å byggje opp fiksjonsuniverset som no er blitt Austvestpassasjen. Det var det mykje av arbeidet gjekk ut på dei første åra, å avklare rammene som hovudkarakteren skulle bevege seg innanfor. Eg hadde heile vegen nokon nøkkelscener som eg visste måtte vere med, elles har mykje av arbeidet vore assosiasjonsprega. Ofte var det årstidene som leidde meg. Kva skjer i januar, jo, då er det jordbærsesong. Kva skjer i februar, jo, då kastar ein soyabønner i «setsubun»-ritualet. Slike små assosiasjonar sette i gang fantasien og let meg jobbe med stoffet på ein ganske fri og leiken måte.
Hvordan har utgivelsesprosessen foregått? (kontakt med forlaget, redaksjonelt og ellers)?
I 2019 flytta eg tilbake til Noreg med manuset i bagasjen, og året etter deltok eg på Samlagets manusseminar. Då eg opna eposten om at eg fekk plass, trudde eg det var ein feil, for eg hadde aldri vist teksten min til nokon før. Det var dessutan draumen min å bli utgitt på Samlaget. På manusseminaret vart eg oppmoda til å jobbe vidare med prosjektet. Eg innsåg at dersom eg skulle greie å fullføre romanen, måtte eg øve meir på handverket. Deretter følgde to år i Tromsø, med sporadisk kontakt med redaktøren eg møtte på manusseminaret. Då eg var ferdig med studiet, sendte eg henne den nye versjonen av manuset, og vart offisielt antatt hausten i forfjor. Eg er takksam for å ha fått oppmuntring av ein redaktør såpass tidleg i prosessen, og utan særleg skriveerfaring.
Hvilke erfaringer fra forfatterstudiet tar du med deg når du skal fortsette å være forfatter?
Før eg byrja på Forfatterstudiet i Tromsø tok eg ikkje skrivinga på alvor. Kva var det eg hadde å seie som ingen andre hadde sagt betre enn meg før? Samstundes hadde eg dette sterke formidlingsbehovet. Eg ville skrive, og eg ville bli ferdig med Austvestpassasjen. I Tromsø fekk eg eit rom til å utforske. Eg oppdaga ein heilt ny måte å tenke og leve på, eit ekstra lag over verkelegheita. I klasserommet tok alle kvarandre på alvor. Eg lærte å skrive friare og eksperimentere meir, takka vere dei dyktige lærarane og det gode miljøet i klassa. Morten Wintervold var også ein god rettleiar for prosjektet mitt. Eg håpar at eg alltid kjem til å skrive som om sytten personar skal dissekere teksten min i eit lite rom. Det skjerper sansane.
Forfatterstudiet i Tromsø har som vanlig fått stille noen spørsmål i forbindelse med utgivelsen av en av våre tidligere studenters første bok. Julia Martinčič bok er allerede i salg, men slippfesten er det ennå mulig å nå. Det er bare å møte opp på Kafé Hærverk 17. august klokka 19!
Forfatterstudiet i Tromsø gratulerer!
Hvordan har arbeidet med debutboka vært (fra starten av)?
Arbeidet med boka begynte så smått i 2018, med en slags roman som også var innafor science fiction-sjangeren. Denne jobba jeg med gjennom et år på Forfatterstudium 2 i Tromsø, men kom til et punkt hvor jeg trykket meg ut av dokumentet og sverget på å aldri skrive på den historien noensinne igjen. Et punkt man kommer til i alle prosjekter med jevne mellomrom, viser det seg, om man er en noe dramatisk anlagt person.
Da jeg åpnet dokumentet igjen etter noen måneder, så jeg flust av idéer som var blitt presset sammen i et univers hvor de ikke fikk gjøre noe ut av seg. Prosjektet begynte derfor å fragmentere seg: jeg jobbet lenge med å skrive ut idéer, stemmer og steder, og fant ut at om jeg ga dem nok egenpleie skjedde det helt nye og spennende ting. I tre år jobba jeg med det som til slutt ble novellesamlinga Hjertet er en alien.
Hvordan har utgivelsesprosessen foregått? (kontakt med forlaget, redaksjonelt og ellers)?
Det tok fem år fra jeg begynte på Skrivekunstakademiet i 2017, til jeg sendte min første mail til et forlag i fjor. Det var mye som måtte modnes, og det tok lang tid å finne tillit til min egen stemme. Jeg måtte også slutte å se for meg strenge menn med måne og hornbriller som pekte på manuset mitt og sa: æsj.
Så kom dagen likevel, hvor jeg fikk øyekontakt med gjenskinnet mitt i dataskjermen, og jeg og det digitale spøkelset fanga der inne nikket til hverandre.
Redaktøren min, Thea Baugstø fra Tiden forlag, dasket meg ikke på labben. Hun inviterte meg isteden inn på kontorene deres i fjor sommer og ga meg en lesning. Å jobbe med henne har vært en av de mest givende prosessene jeg har vært med på. Hun gir meg selvstendighet og frihet til å utforske og gå meg vill, samtidig som hun utfordrer og åpner opp tekstene. Samtalene vi har hatt, har vært en påminnelse om hvorfor jeg vil bruke store deler av livet på å skrive.
Hvilke erfaringer fra de ulike forfatterstudiene tar du med deg når du skal fortsette å være forfatter?
Forfatterstudiene har vært uvurderlige for å skape grunnlaget for en skrivende praksis. Jeg har møtt mennesker som fortsatt er blant mine viktigste lesere og støttespillere. Jeg har grått på toaletter og hyttet med nevene mot taklamper når tvilen ble for stor. Det viktigste har vært å bli introdusert for en kollektiv form for lesning, og det nærmest magiske som kan skje om man samler folk rundt et bord i et klasserom og lar dem prate sammen. Det ligger et alvor i det å skulle mene noe om andres tekster. Å gå i dybden, lese med skarpsyn og omsorg.
Noe som likevel tok lang tid å forstå: for å klare å skrive må jeg også ha lange perioder hvor ingen får være med. Jeg må låse døra og hive nøkkelen, holde hendene over ørene for ikke å slippe inn en eneste stemme. Og så komme krypende ut noen måneder seinere med en bunke papir og håret i alle kanter og spørre pent om noen vil ta en titt.
I anledning debutboka til Erling Simon, tidligere forfatterstudent, har forfatterstudiet fått lov til å publisere et intervju. Romanen hans, Narsissisten, er forventet å være i salg fra 4. mai, med lanseringsfest (etter all sannsynlighet) på litteraturhuset i Trondheim 19. mai.
Hvordan har arbeidet med debutboka vært (fra starten av):
Jeg skrev det første kapitlet for seks år siden, i 2017. Det kapitlet er helt ugjenkjennelig som det nå står i romanen, men det dannet et utkast til en grunnstemning som jeg så har brukt tid på å finne ut av. De siste par årene har jeg brukt på å disponere stoffet. Og ikke minst kutte, manuset var 500 boksider på et tidspunkt. Tre av de totalt seks årene har jeg gått på forfatterstudiet i Tromsø, som har vært ganske viktig, særlig siden de tre årene har vært tidsrom hvor jeg har kunnet jobbe med manuset uavbrutt. Og det var også det viktigste Anne Oterholm sa, at her har dere sannsynligvis for første og siste gang i deres karriere anledning til akkurat det. Det forsøkte jeg å ta på alvor. Og det passet bra å ha den tiden til rådighet, siden ‘roman’ tross alt er en veldig arbeidskrevende sjanger.
Hvordan har utgivelsesprosessen foregått? (kontakt med forlaget, redaksjonelt og ellers)?
Da jeg gikk ut av forfatterstudium 2 hadde jeg to kapitler. Og det som nå er redaktøren min tok kontakt med meg ikke så lenge etter. Vi hadde sporadisk kontakt i årene som fulgte, men uten å formalisere.Jeg festet blikket på tredjeåret, som ikke hadde opptak før to år senere. Pandemien kom. Jeg gjorde ferdig en mastergrad i filosofi. Jobbet med manuset sent og tidlig. Da jeg så søkte tredjeåret (i 20/21), hadde jeg skrevet ut mye. Da jeg gikk ut fra tredjeåret hadde jeg skrevet ut stoffet helt og holdent og de aller siste sidene i romanen står nesten uforandret fra den gang. Kyrre Andreassen var sensor til eksamen og var en god leser. Etter tredjeåret tok tre nye redaktører kontakt med meg, men det gikk ikke i orden av forskjellige årsaker. Jeg visste at det var en roman der, og brukte et år til på etterarbeid. The Magic Moment var da det første kapitlet jeg skrev (i 2017) til slutt kom til sin rett som etableringen av nåtidsplanet i romanen. Like etter signerte jeg med Cappelen Damm med redaktøren fra mange år tidligere.
Det er ikke uvanlig at det tar fem-seks år å skrive en roman. Det har vært slitsomt, men som læringsprosess har det vært enestående, det var akkurat dette jeg ønsket meg. Det som holdt meg gående når det røynet på var Anne Oterholms ord ‘det blir lettere etter man har skrevet den første boka’. Vi får se.
Hvilke erfaringer fra Forfatterstudiet tar du med deg når du skal fortsette å være forfatter?
For min del var det faglige nivået, oppfølgingen og strukturen på samlingene en fantastisk måte å lære på. Jeg vil trekke frem gjestelærerne og de faste ansatte. Anne Oterholm var en god veileder. Jeg forsøkte å ta til meg alt. Det er også et krevende studie, man må strekke seg. Tre år med tekstverksted på kunstakademiet gjør deg mer tykkhudet.
Fremtiden:
Da jeg fikk napp fra tre redaktører, men alle til sist takket nei, hadde jeg akkurat fått mitt andre barn. Jeg jobbet ved siden som sommelier og jobbet kvelder og netter. Jeg skrev nattestid mens kona mi var i etasjen over og ammet den nyfødte. Jeg tenkte at hvis jeg får gitt ut romanen så skal jeg skrive på omslaget at jeg legger opp som forfatter etter den utgivelsen. At det er nok med den ene. Jeg leverte siste korrektur for et par dager siden. Det siste jeg gjorde var å legge til en dedikasjon til kona mi. Det skulle bare mangle.
I anledning Emma Kjær Madsens første roman har forfatterstudiet fått gjøre et intervju med henne om skriveprosess, samarbeid med forlag og om hva forfatterstudiet har betydd:
Hvordan har arbeidet med debutboka vært? (fra starten av?)
Jeg troede min første bog skulle blive digte, men jeg var for autoritetstro, så da jeg blev påbudt at ”skrive en roman på en måned” i forbindelse med et prosaforløb på Forfatterstudiet i Bø, gik jeg i gang med den tekst, som nu er blevet til ’Spontan selvforbrænding’. Men det tog så klart ikke bare en måned. Det har taget mig cirka fire et halvt år, inklusiv det år, hvor jeg kun skrev digte og havde rodet manusset væk i en misc. dokumentmappe, i en anden dokumentmappe, i en tredje mappe på skrivebordet til min pc. Heldigvis fandt jeg det igen, da jeg begyndte på andet-året i Tromsø – og der tog jeg en alvorlig snak med mig selv om, at nu måtte jeg holde fast på projektet, uanset hvor dårligt det blev.
Om processen kan jeg også sige, at mit første udkast i Bø kun lod sig gøre gennem et produktivt benspænd, som jeg gav mig selv: Jeg ville efterligne en anden roman, nemlig Jean-Philippe Toussaints ’På badet’, der er en meget fransk, meget kort og minimalistisk roman fra 1985 uden det store drama i plottet, men med et matematisk plot-twist-gimmick. At falde ”ned til efterligningens niveau” var noget af det mest produktive, for selvfølgelig kommer det jo aldrig til at ligne, skriften bliver altid noget andet, og det hjalp mig at tænke, at jeg bare skulle efterligne, og at det godt måtte være fuldt af kliché og gentagelse. Sidenhen er netop klichéer og efterligning blevet kernen i poetikken rundt om ’Spontan selvforbrænding’.
En del af skriveprocessen handlede for mig også om at give slip på alle de forestillinger jeg havde om, hvad jeg skulle skrive: Først skulle jeg skrive digte, sidenhen skulle prosaen være kort og rumme tusind plateauer, så måtte bogen ikke blive længere end 113 sider, osv. Først da jeg havde Christina Hesselholdt som mentor på det sidste år i Tromsø, gik det på ægte op for mig, at teksten opførte sig som en roman, fordi hun insisterede på at jeg måtte udvide rummene.
Noget af det vanskeligste ved at skrive på det samme i 5 år har været at blive ved med at forpligte sig på den henvendelse, som teksten oprindeligt udsprang fra. For at holde det ud, hjalp det at introducere alle mulige små sidespor i teksten, som udelukkende udsprang fra mine egne interesser i livet ved siden af teksten. På den måde kom Dolly Parton til. Hun blev faktisk den helt store redning i 2019, mens titlen, som også er et tema inde i romanen, var noget af det sidste, som kom til. Jeg husker en undervisningssituation, hvor en læser, jeg tror det var Morten Wintervold, sagde noget a la: ”Vi har både pengene, Dolly Parton, spillemaskinerne, overfladerne, overtroen og det fugtige klima – nu må du ikke introducere flere ting, Emma”, og så måtte jeg fortvivle tilbage til den gamle, begravede henvendelse.
Forfatterstudiet fungerede som den vigtigste støttepædagog og bedste ven i to år. En der kunne hanke op i mig når jeg cirkulerede, og en der strøg mig langs med hårene, når tvivlen blev for stor. Jeg kommer ikke til at skrive noget nogensinde igen, der har haft så mange læsere med undervejs i processen. Det er et enormt privilegium. Jeg ville have skrevet en ’tak til’-liste på bogens sidste side, men når jeg talte alle dem, som har læst uddrag fra materialet, både i løbet af de to år i Tromsø og fra prosaforløbet i Bø, fik jeg det til 49 navne. Det blev til en hel side fuld af tak til. Og derudover blev jeg pludselig usikker på, om det kunne komme til at virke undergravende for min egen andel i arbejdet. Jeg ved det ikke, eller selvfølgelig er det ikke undergravende, det havde sikkert virket radikalt med en ”Tak til *49 navne*” – og det ville være mere sandt, for bogen er jo blevet til gennem alle de læsninger.
Hvordan har utgivelsesprosessen foregått? (kontakt med forlaget, redaksjonelt og ellers)
Udgivelsesprocessen har været eksplosiv og lidt som en drøm, og retrospektivt bryster jeg mig også af, at jeg fandt min egen vej til den.
Da tredje-året i Tromsø sluttede, havde jeg en del arbejde skåret ud for mig post eksamenslæsningerne og post ”udvid, udvid, udvid!”. Derudover havde jeg virkelig svært ved at vurdere, hvornår det jeg havde skrevet var godt nok til at blive sendt til et forlag. Jeg var på dagpenge og herigennem søgte jeg en virksomhedspraktik hos Forlaget Escho, som jeg altid har været kæmpe fan af. Der var noget heldigt med timingen. De manglede på lykkelig vis flere hænder, eller øjne at læse med i redaktionen. Så jeg mødtes med Anders, der er Eschos forlægger, for at forventningsafstemme omkring praktikken, og henimod slutningen af mødet indskød han, at han da også gerne ville læse mit manuskript, hvis jeg havde lyst til det. Jeg blev hamrende nervøs og kom automatisk til at tale mit manus helt ned i graven, hvorefter Anders, sådan fra en forfatter til en anden, foreslog, at jeg lagde projektet på hylden en stund og begyndte at skrive noget nyt. Den idé forekom mig umulig og den katalyserede at jeg gik hjem og rettede det hele igennem en gang til. Og så hen imod slutningen af praktikken sendte jeg det til ham. Det er så først herfra processen blev eksplosiv og drømmelignende: Escho antog romanen og hurra det, for jeg havde jo allerede set forlaget lidt indefra og kunne mærke, at jeg resonerede med dets litteratursyn og idealer; ønsket om at ville teksten det bedste, målet om at kaste lys på historiens oversete og kulørte litteratur og kærligheden til det skæve og unaturlige. Det gav mening. Resten af arbejdet har kørt hundrede procent glasnost. Jeg har haft medbestemmelse hele vejen og bogen er forblevet tro mod den selv.
Hvilke erfaringer fra Forfatterstudiet tar du med deg når du skal fortsette å være forfatter?
Tromsø gav mig så mange erfaringer, men læsningen har betydet noget særligt. Formen i Tromsø er grundig og langsom. Vi havde god tid til at læse hinanden, og jeg har aldrig læst bedre end efter to år på studiet. Det er benhårdt på det punkt. Som elev bliver man stillet til ansvar for hinandens tekster, og når jeg skal være noget for andre, vokser jeg med ansvaret. Den gentagelse mellem hver samling – at læse hinanden for at prøve at forstå hinanden, at mødes og gøre sit bedste gennem en omsorgsfuld og kritisk læsning.
Forfatterstudiet gratulerer med romanen og boken kan altså allerede kjøpes i bokhandelen (på nettet)
“Om romanen skriver forlaget: I Spontan selvforbrænding møder vi den unge Ester. Hun er rejst til den sydengelske kystby Brighton for at studere fotografi og realisere sig selv. Med sig har hun statens uddannelsesstøtte og sit kamera, derhjemme venter hendes kæreste. De er begge forelskede i Dolly Partons musik og denne binder dem sammen på tværs af landegrænserne. Ester prøver, hun kan altid tage hjem igen, og livet i feriebyen drager hende til sig, nye venskaber og vaner sætter sig i hendes krop og slår gnist. En omsmeltning virker uundgåelig.”
Her kommer et flunkende nytt intervju med Malou Stålmann, tidligere student som nå utgir sin første roman etter endt studium. Intervjuet tar for seg arbeidet med boka på forfatterstudiet og siden i dialog med både ett og to forlag. Den eksakte datoen for utgivelsen er ikke satt, men det er bare å begynne å følge med mot slutten av mai. Forfatterstudiet gratulerer varmt!
Hvordan har arbeidet med debutboka vært? (fra starten av?)
Mit arbejde med skrift er altid meget flydende og det kan være svært for mig at tyde, hvornår processen med det ene projekt starter og det andet slutter; jeg arbejder meget cirkulært, vender tilbage til de samme billeder og tekster igen og igen og sådan formerer skriften sig, teksterne fletter sig ind i hinanden og det, jeg ellers omgiver mig med. Arbejdet med Sultne Hjerter startede derfor nok som dryp i andre tekster før de første ord, der er endt i bogen, overhovedet begyndte at dukke op i mit arbejde. Da jeg begyndte på Forfatterstudiet i Tromsø, skrev jeg digte i hvad der føltes som øst og vest, men disse digte fandt hurtigt hinanden og blev mere og mere prosaiske, som studiet skred frem. I antologien fra mit år i Tromsø optræder en række tekster, der var en del af manuskriptet, som det så ud dengang. Da var romanen en digtsamling. I dag, knap fire år senere, sidder jeg med en roman og selvom formen og fortællingen har ændret sig meget, så har jeg stadig en stærk følelse af, at det er den samme tekst, det samme arbejde, der nu bliver til en bog.
Når jeg skriver, tænker jeg tit, at mine tekster ved mere om, hvad de vil, end jeg selv gør. Jeg har haft flere aha-oplevelser undervejs, hvor teksten har åbenbaret noget for mig, som jeg ikke selv var klar over, eller i hvert fald ikke var bevidst om, at jeg vidste. Det er nok også derfor, at jeg arbejder så cirklende, som jeg gør; ved at vende tilbage til de samme tekster igen og igen, får de lov til at vokse udad i stedet for blot frem mod et stringent forløbs mål. Jeg arbejder heller aldrig bevidst med plot, men måske er der alligevel en slags i romanen. Det optager mig ikke så meget, men romanen har da en slutning, eller en slags sløjfe, i hvert fald.
Hvordan har utgivelsesprosessen foregått? (kontakt med forlaget, redaksjonelt og ellers)
Udgivelsesprocessen har trukket så mange tænder ud, at det er et under, jeg stadig har tænder tilbage i munden at smile med. I slutningen af mit år på Tromsø kom jeg i kontakt med en redaktør fra det danske forlag Lindhardt og Ringhof, som var enormt begejstret for mit manuskript og som talte både mig og projektet op. Jeg arbejdede intensivt med en redaktør fra forlaget i otte måneder og vi var sammen sikre på, at manuskriptet var færdigt, da forlaget i 11. time så alligevel bakkede ud og efterlod mig så heartbroken og flov, som jeg nogensinde har været. Jeg måtte simpelthen rive teltpløkkerne op og rejste jorden rundt, jeg havde total skriveblokade i næsten et år. Så, ret i coronaens begyndelse, sad jeg i Vietnam og begyndte at skrive på noget prosatekster, som jeg troede var helt anderledes end den digtsamling, der åbenbart ikke skulle være. Som jeg skrev, begyndte teksterne at tale sammen og over sommeren 2020 voksede de ind i hinanden og et manuskript, der meget ligner romanen, som den er endt med at se ud, tog overraskende hurtigt form. Jeg følte mig så brændt af min oplevelse med Lindhardt og Ringhof, at jeg knapt turde sende det rundt; det gjorde jeg alligevel, ret inden, jeg havde termin med mit første barn. Jeg tænkte, at en baby nok ville gøre det mindre hårdt at få en masse afslag, og så endte det altså så lykkeligt, at jeg blev kontaktet af Brændpunkt, der ønskede at udgive romanen. Jeg har samarbejdet med deres redaktør sideløbende med, at jeg har været på barsel med min datter, og det har været en meget tillidsfuld og støttende proces. Jeg troede faktisk, at romanen først ville blive færdig til efteråret, men pludselig var den klar til korrektur!
Hvilke erfaringer fra Forfatterstudiet tar du med deg når du skal fortsette å være forfatter?
Mit år på Forfatterstudiet har lært mig så enormt meget om både at skrive, men særligt om at læse. Om at læse tekster på deres præmisser. Jeg tror ikke, jeg ville have haft hverken nerver eller kompetencer til at skrive en roman, hvis jeg ikke havde gået dér. At skrive kan så hurtigt virke som et ensomt arbejde, men som en del af et skrivende, læsende fællesskab bliver det tydeligt at tekstarbejde også er kollektivt. Og nødvendigt! Ofte forstod jeg mine egne tekster bedre, ved at læse de andre studenters tekster så nænsomt og omsorgsfuldt, som jeg kunne. Der blev skabt et rum på Forfatterstudiet, hvor man turde satse på sig selv og det tror jeg er et næsten uundværligt mod i særligt denne del af kunst, hvor arbejdet tit kan føles uendeligt stort og uendeligt ensomt. De andre studenter troede på, at min tekst var vigtig. Det motiverede mig helt enormt og det forsøger jeg at tage med mig hver gang, jeg sætter mig til tastaturet.
Studieåret 2020-2021 tilbød UiT for første gang et forfatterstudium 3. Opptakskravet i tillegg til opptaksprøven var/er enten fullført Forfatterstudium 1 og Forfatterstudium 2 fra UiT eller tilsvarende, eller annet relevant og dokumenterbart skjønnlitterært arbeid (i form av bok/bøker utgitt på forlag med redaksjonell bearbeidelse). Arne Henning Årskaug hadde både gått forfatterstudier og gitt ut bok før han søkte i Tromsø. Skap & Sørg er den første boka hans etter å ha gått på forfatterstudiet i Tromsø, og vi er glade for at han har latt seg intervjue! Boka finnes i bokhandelen fra 22. februar og annonsering av lanseringsfest vil komme etter hvert. Det er bare å følge med!
Forfatterstudiet gratulerer gratulerer på det varmeste!
Du hadde allerede gitt ut en skjønnlitterær bok da du søkte på forfatterstudium 3, og kom inn. Hva gjorde at du bestemte deg for å søke?
Til dette spørsmålet dristar eg meg til å kome med fleire svar. Alle er sanne på sitt vis.
Etter at den fyrste boka mi, Utstyrstekstar, kom ut i 2015 fekk eg kjenne på kroppen at floskelen om den vanskelege andreboka slett ikkje var ei myte. Eg hadde brått ingenting nytt og fancy å kome med og byrja i staden å redigere på boka som allereie var utgjeve når eg fyrst sat meg ned for å skrive. At eg vidare ikkje var sikker på om eg i heile teke ville utsetje meg sjølv for å skrive fleire bøker, gjorde ikkje saka betre. Skjønnlitterær skriving har for meg vore eit svimlande og fornuftsstridig strev mesteparten av tida. Svimlande fordi det er eit fullkome putlearbeid med avgrensa gevinstar som ofte gjev store mengder fortviling og rådløyse for hen som er uheldig å få for seg at dette er ei skapleg sysle å drive med, og fornuftsstridig fordi ein heilhjarta og frivillig går inn i ei tilstand som krev vanvettig med tid, nærvær og ikkje minst slitestyrke frå den skrivande. Om ein er velsigna med eit slikt skrivelynne seier det seg sjølv at ein treng den hjelpa ein kan få. Søknaden min til Tromsø var på mange måtar ein resultat av desperasjon, men i botnen av det var det eit reelt ønskje om få avklart forholdet mitt til skjønnlitterær skriving ein gong for alle. Det høyrer med til historia at eg vart hoppande glad då eg fekk beskjed om at eg var kome inn.
Eg hadde tidlegare, for mange år sidan, gjennomført to skrivestudium, Forfattarstudiet i Bø og Påbyggingskurset til Skrivekunstakademiet i Hordaland. So då eg såg at forfattarstudiet i Tromsø skulle starte i gang med eit tredjeår (gjennom intervjuet av Anne i Vagant?) der ein kunne få jobbe med eitt og same prosjekt heile studieåret kjende eg brått at komplettisten i meg vakna til live. Dei åra eg har vore innrullert på skriveskular har stått for dei mest gjevande og produktive periodane eg har hatt som skrivande.
Tredjeåret sitt fokus på poetikk og refleksjon rundt eigne skrivestrategiar var ogso veldig forlokkande for meg. Dette var eit tilbod eg hadde sakna både som skrivestudent og seinare som bokdebutant. Om eg fyrst skal skrive ønskjer eg å vere av slaget som har gjort seg nokre tankar om korfor og korleis.
At studiet var samlingsbasert var også utslagsgjevande for at eg søkte. Dette gjorde til at eg kunne kombinere arbeidet som vart kravd av studiet med min noverande livssituasjon med fulltidsjobb og det som verre er. Eg har få romantiske førestillingar når det kjem til forfattarverksemd. Det er dyrt, tidkrevjande og formlaust, men med fleksibiliteten som Tromsø tilbyr ved å organisere studiet slik vart det plutseleg ei slags råd likevel.
Det er beint ut einsamt å sitje åleine og bale med krotet sitt.
Fikk du det ut av studiet som du ønsket? Hva fikk du eventuelt ut av det?
Ja, eg meiner prosjektet mitt vaks både i lengde, kvalitet og tematikk. I tillegg kjende eg på noko som nærast minna om skrivelyst etter kvar samling, og det skjer ikkje kvart skotår. Eg hadde ogso veldig, veldig godt av å få bryne meg på å utforme eigen poetikk.
Undervisinga, og ikkje minst klassen, var ogso heilt prima! Det er ein gedigen luksus å få so mange erfarne og engasjerte lesarar til å lese manuset sitt, alle med sitt særskilte blikk, sine særskilte innvendingar og sin særskilte tekstromsteringsmetode. Utover det var eg ogso imponert over både nivået og variasjonen i prosjekta til medelevane mine.
Hvordan har skriveprosess og prosessen med forlag vært i etterkant av studiet?
Samarbeidet med forlaget har vore upåklageleg både før og etter studiet. Eg kan ha ei nokso frilyndt tilnærming til deadlinar, og skriv dessutan gørrlange e-postar der eg pirkar på det som let seg pirke på. Samlaget, og særleg redaktøren min, skal dermed ha mykje skryt for at dei har vore so tolmodige med meg.
Hva kunne du tenke deg å si til potensielle lesere av den boka som kommer?
Her vil eg og kome med fleire svar på tiltale!
Den nye boka mi har fått namnet: «Skap & Sørg. Eksessar om gørra vi ber på.» og skal etter planen vere i sal frå 22.02.2022, ein nokso raff dato å få gje ut den gørrvanskelege andreboka si på. Formelt er boka bygd opp av 14 prosatekstar som alle på sitt vis undersøkjer trass og motpolen lystring som strategiar for å meistre ulike, gørre livsvilkår. Eg har i denne samlinga stunda etter å dyrke ein lausslept, syngjande og maksimalistisk stil. Det maksimalistiske kjem særleg til uttrykk på setningsnivå. Det er viktig for meg å ha eit rikt og mangfaldig ordtilfang. Eg er ikkje framand for å ta i bruk det som finst av sjeldne ord i ordlista, og likar kanskje særleg godt å trekkje ut gamalsalta ord for å setje dei inn i nye, moderne kontekstar, eller å munnleggjere dei. Eg har sansen for ord som skranglar og lagar ulyd, ord som er iltre og nærast herjar med lesaren, ord som krev utropsteikn. Vidare har eg også ei medviten tilnærming til fonetiske og rytmiske aspekt i skrivinga, m.a. ved aktiv bruk av gjentaking, allitterasjon og rim.. For syns skuld kan eg ramse opp nokre inspirasjonskjelder: Sissel Solbjørg Bjugn, Arne Garborg, Hans Henrik Holm, Eva Jensen, Ragnhild Jølsen, Gunnar Lunde og Jakob Sande.
Under resepsjonen av fyrsteboka mi så var det ein meldar som samanlikna tekstane mine med popsongar med glad melodi, men syrgjeleg songtekst. Denne dualiteten ønskja eg gå vidare med, og kanskje til med maksimere, i det nye prosjektet. Eg likar tanken på å få lesaren til å le, og på at lesaren deretter set låtten i halsen når hen har skjønt alvoret i det hen har ledd av.
Musikalen som sjanger står som indirekte inspirasjon for det meste som eg skriv. I poetikken min skreiv eg m.a. følgjande: Eg trur på ekstravaganse framfor sjenanse, eg trur på det mangefarga framfor det monokrome, eg trur på det villfarne framfor det stillfarne, eg trur på det flamboyante framfor det ordknappe og vande. Eg trur på det å vise seg fram.
Som mange andre de har intervjua til denne bloggen trur eg ikkje det hadde blitt bok utan studiet. I alle fall ikkje akkurat denne boka. Det ville vorte ei fattigare bok, ei meir einsformig og grå bok, og det ville nok ha gått mange fleire år før ho var ute i verda.
Som vanlig publiserer forfatterstudiet intervjuer med tidligere forfatterstudenter når de kommer med sin første skjønnlitterære bok. Denne gangen er det Ingvill Kjærstein som debuterer med romanen Austvestpassasjen. Det blir lanseringsfest på Kafé Hærverk i Oslo 5. mars klokka 19, og alle er hjertelig velkomne! 
