Her kommer et flunkende nytt intervju med Malou Stålmann, tidligere student som nå utgir sin første roman etter endt studium. Intervjuet tar for seg arbeidet med boka på forfatterstudiet og siden i dialog med både ett og to forlag. Den eksakte datoen for utgivelsen er ikke satt, men det er bare å begynne å følge med mot slutten av mai. Forfatterstudiet gratulerer varmt!

Hvordan har arbeidet med debutboka vært? (fra starten av?)

Mit arbejde med skrift er altid meget flydende og det kan være svært for mig at tyde, hvornår processen med det ene projekt starter og det andet slutter; jeg arbejder meget cirkulært, vender tilbage til de samme billeder og tekster igen og igen og sådan formerer skriften sig, teksterne fletter sig ind i hinanden og det, jeg ellers omgiver mig med. Arbejdet med Sultne Hjerter startede derfor nok som dryp i andre tekster før de første ord, der er endt i bogen, overhovedet begyndte at dukke op i mit arbejde. Da jeg begyndte på Forfatterstudiet i Tromsø, skrev jeg digte i hvad der føltes som øst og vest, men disse digte fandt hurtigt hinanden og blev mere og mere prosaiske, som studiet skred frem. I antologien fra mit år i Tromsø optræder en række tekster, der var en del af manuskriptet, som det så ud dengang. Da var romanen en digtsamling. I dag, knap fire år senere, sidder jeg med en roman og selvom formen og fortællingen har ændret sig meget, så har jeg stadig en stærk følelse af, at det er den samme tekst, det samme arbejde, der nu bliver til en bog.

Når jeg skriver, tænker jeg tit, at mine tekster ved mere om, hvad de vil, end jeg selv gør. Jeg har haft flere aha-oplevelser undervejs, hvor teksten har åbenbaret noget for mig, som jeg ikke selv var klar over, eller i hvert fald ikke var bevidst om, at jeg vidste. Det er nok også derfor, at jeg arbejder så cirklende, som jeg gør; ved at vende tilbage til de samme tekster igen og igen, får de lov til at vokse udad i stedet for blot frem mod et stringent forløbs mål. Jeg arbejder heller aldrig bevidst med plot, men måske er der alligevel en slags i romanen. Det optager mig ikke så meget, men romanen har da en slutning, eller en slags sløjfe, i hvert fald.

Hvordan har utgivelsesprosessen foregått? (kontakt med forlaget, redaksjonelt og ellers)

Udgivelsesprocessen har trukket så mange tænder ud, at det er et under, jeg stadig har tænder tilbage i munden at smile med. I slutningen af mit år på Tromsø kom jeg i kontakt med en redaktør fra det danske forlag Lindhardt og Ringhof, som var enormt begejstret for mit manuskript og som talte både mig og projektet op. Jeg arbejdede intensivt med en redaktør fra forlaget i otte måneder og vi var sammen sikre på, at manuskriptet var færdigt, da forlaget i 11. time så alligevel bakkede ud og efterlod mig så heartbroken og flov, som jeg nogensinde har været. Jeg måtte simpelthen rive teltpløkkerne op og rejste jorden rundt, jeg havde total skriveblokade i næsten et år. Så, ret i coronaens begyndelse, sad jeg i Vietnam og begyndte at skrive på noget prosatekster, som jeg troede var helt anderledes end den digtsamling, der åbenbart ikke skulle være. Som jeg skrev, begyndte teksterne at tale sammen og over sommeren 2020 voksede de ind i hinanden og et manuskript, der meget ligner romanen, som den er endt med at se ud, tog overraskende hurtigt form. Jeg følte mig så brændt af min oplevelse med Lindhardt og Ringhof, at jeg knapt turde sende det rundt; det gjorde jeg alligevel, ret inden, jeg havde termin med mit første barn. Jeg tænkte, at en baby nok ville gøre det mindre hårdt at få en masse afslag, og så endte det altså så lykkeligt, at jeg blev kontaktet af Brændpunkt, der ønskede at udgive romanen. Jeg har samarbejdet med deres redaktør sideløbende med, at jeg har været på barsel med min datter, og det har været en meget tillidsfuld og støttende proces. Jeg troede faktisk, at romanen først ville blive færdig til efteråret, men pludselig var den klar til korrektur!

Hvilke erfaringer fra Forfatterstudiet tar du med deg når du skal fortsette å være forfatter?

Mit år på Forfatterstudiet har lært mig så enormt meget om både at skrive, men særligt om at læse. Om at læse tekster på deres præmisser. Jeg tror ikke, jeg ville have haft hverken nerver eller kompetencer til at skrive en roman, hvis jeg ikke havde gået dér. At skrive kan så hurtigt virke som et ensomt arbejde, men som en del af et skrivende, læsende fællesskab bliver det tydeligt at tekstarbejde også er kollektivt. Og nødvendigt! Ofte forstod jeg mine egne tekster bedre, ved at læse de andre studenters tekster så nænsomt og omsorgsfuldt, som jeg kunne. Der blev skabt et rum på Forfatterstudiet, hvor man turde satse på sig selv og det tror jeg er et næsten uundværligt mod i særligt denne del af kunst, hvor arbejdet tit kan føles uendeligt stort og uendeligt ensomt. De andre studenter troede på, at min tekst var vigtig. Det motiverede mig helt enormt og det forsøger jeg at tage med mig hver gang, jeg sætter mig til tastaturet.